Virtuel erfaringsudveksling

Imens corona-krisen har taget sin indtog over det frivillige foreningsliv, er de danske bygardere også ramt: Den ugentlige undervisning er aflyst, mulighed for at komme ud og optræde er skudt i sænk og gardernes indtjeningsmuligheder såsom festivaller, lotterier og loppemarkeder er sat på standby. Alle disse scenarier giver grå hår hos selv den mest erfarne foreningsbestyrelse. Derfor udnytter flere ERFA-grupper (Red: erfaringsudvekslingsgrupper) muligheden for at sparre med hinanden ved virtuelle møder.

På disse møder bliver der delt erfaringer og frustrationer om hjælpepakker, virtuel undervisning, sociale virtuelle sammenkomster og ikke mindst manglende muligheder for at hverve og fastholde nye medlemmer i disse tider. Der bliver talt om usikkerheden for hvornår man kan genoptage den daglige gang i garderkorpset, må udlandsrejsen udskydes eller måske helst aflyses. Der er så meget god energi ude i de enkelte garderkorps og bestyrelser, men frustrationen af at blive holdt tilbage med igangsættelsen af alle de gode initiativer man har planer om fylder rigtig meget rundt omkring.

Region Midtjylland og Region Syddanmark har allerede holdt virtuelle ERFA-møder med stor succes. De enkelte ERFA-grupper mødes som regel et par gange om året for at sparre med hinanden og blive inspireret til lokale aktiviteter. Måske fortsættes der med virtuelle møder en tid endnu, selvom den sociale del er vigtig i det daglig arbejde. Måske andre ERFA-grupper følger trop? Fra os skal ihvertfald lyde en stor anbefaling om at gøre det.

“Som bestyrelse kan man føle sig rigtig meget alene i sådan en proces som ingen har været igennem før. Derfor ser jeg stor værdi i at sparre med bestyrelsesmedlemmer i de andre garderkorps, og dele de gode opfindsomme ideer til at komme godt igennem krisen.”, fortæller Tobias Bjerg Sørensen, Rosenholm Tamburkorps, som er en del af ERFA-gruppe MIDT.

Er I ikke en del af en ERFA-gruppe? Er I betænksomme eller i tvivl om virtuelle møder? Vil I gerne hjælpes i gang? Skriv til Benjamin på bth@lgf.dk og vi kan tilknytte jer en gruppe, hjælpe jer igang med virtuelle møder eller sågar facilitere et møde for jer.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.