I oktober modtog Landsgardeforeningen en glædelig nyhed: Et nyt tambourkorps er startet på Fyn. Korpset er for unge voksne og er skabt af Sebastian M. B. Lasen og Sofie Kristiansen ud fra et ønske om at skabe et fællesskab for unge voksne, der er er vokset op i garderkulturen og ikke kan slippe den. Sebastian og Sofie, der er hhv. formand og næstformand, deler herunder nogle tanker om at starte et nyt tambourkorps i 2025 – og ikke mindst hvorfor de mener, der er brug for et nyt tambourkorps.
Hvordan opstod idéen om at danne et nyt tambourkorps?
Vi startede begge (Sofie Kristiansen, Næstformand og Sebastian M. B. Larsen, Formand) i hver vores bygarde, da vi var meget unge, og er dermed vokset op med garderlivet. Det har vi været utrolig taknemmelige for med alle de oplevelser vi har fået med på vejen. Men i takt med at vi er blevet ældre, hvor studie, arbejde og andre pligter fylder mere, end de gjorde før i tiden, har det været svært at forholde sig til den forpligtelse, som det oftest kræver at være en del af en bygarde. Vi kunne mærke på os selv og rigtig mange vi kender, at der simpelthen manglede et sted for alle os, der elsker musikken, men ikke har tid til at øve en eller to gange om ugen, plus arrangementer, øveweekender m.m.. Derfor startede vi Det Ny Fynske Tambourkorps; for at give rum til alle os unge voksne, der ikke er klar til at give slip, men heller ikke kan eller har den store mængde tid at give af, som det kræver at være i de fleste korps.
Hvem er korpset for, og hvordan kan man blive en del af korpset?
Vi er en ungdomsforening i Odense Kommune og optager derfor udelukkende medlemmer mellem 15 og 30 år. Derudover tilbyder vi ikke undervisning, så man skal kunne undervise sig selv. Det er altså okay ikke at spille lige præcis marchfløjte og lilletromme, som vi bruger i korpset før man starter, men man skal være et sted hvor man kan øve selv og tage ansvar for det på egen hånd. Det har vi kaldt at være musikalsk egnet. Det, vi tilbyder, er sammenspil og garderånd i stor stil – men med forventningen om, at man tager ansvar for, at man kan sine ting på egen hånd eller beder om hjælp når det er nødvendigt.

Hvordan har det været at starte et nyt korps?
Det er en utrolig spændende, men også hård proces. Vi er her jo for at spille musik og for fællesskabet, men der er mange papirer, vi skal have styr på. Til de øvere, vi har haft, har det dog været de sene aftener og lange møder med kommunen værd. Vi ser det nærmest som et spil efterhånden, hvor man skal finde nøglen til at låse op for næste niveau. At få oprettet en bankkonto var helt sikkert en boss fight, som vi endelig er kommet videre fra. Det er i sidste ende virkelig sjovt at stå med et korps, hvor man skal finde ud af hvordan man gør det hele. Vi kommer alle fra forskellige korps, og har vidt forskellige erfaringer. Derfor skal man også finde en balancegang mellem at trække på erfaringen og så det at være nyskabende. Vi lægger op til at alle medlemmer får lov at lege med lige det de har lyst til; alt fra at skrive nye marcher, til at tegne uniformer og tattoo uden nogen begrænsninger for hvordan vi “plejer” at gøre det – for her er der netop ikke en “plejer”.
Har I nogen mål for jeres korps?
Det, vi lige nu sigter efter, er næste DM her til sommer. Med det følger der jo flere delmål, som vi skal finde ud af undervejs: hvordan skal økonomien skrues sammen, hvilken musik vi skal spille, og hvordan skal vores uniformer i det hele taget se ud? Vi arbejder lige nu meget i fondsansøgninger og indkøb af materiel, så vi er klar til gaden og klar til DM.
Det langsigtede mål er at blive det naturlige valg for tambourer, når de står i overgangen til livet som ung voksen og har brug for et sted som er målrettet netop dem.
Hvad ser I mest frem til som nystartet korps?
Som nævnt tidligere arbejder vi meget ud fra tankegangen, at “plejer er død”. Vi ser frem til at prøve det hele for første gang igen, da vi denne gang er på helt andre præmisser. Vi har mulighed for at udvikle alting i forhold til, hvad vi synes er sjovt, hvilket kommer til at betyde enormt meget for alle medlemmer, når vi kommer ud og optræder rundt om i landet. Lige nu fylder papirarbejdet meget, så vi glæder os til at nå til et punkt hvor alt bare “ruller” i forhold til indkøb, øvegange, arrangementer, og alt hvad der ellers følger med.
Vi er glade for at byde Det Ny Fynske Tambourkorps velkommen i Landsgardeforeningen, og vi glæder os til at følge korpset i fremtiden.
Landsgardeforeningen drift og aktiviteter er støttet af:
_____________________________________
Seneste indlæg
Find os på Facebook