Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil have dansk kulturarv på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv. Derfor har Kulturministeriet åbnet en folkehøring, hvor danskere kan indsende deres bud på, hvad der skal med på listen. I Landsgardeforeningens bestyrelse er der ingen tvivl om vores bud: Garderkulturen.
I Danmark har vi en eventyrlig og traditionsrig garderkultur, der kombinerer musik, bevægelse og fællesskab. Det er en kultur, der skabes af dedikerede unge og frivillige ildsjæle. Dem, som H.M. Kongen hyldede i sin første nytårstale.
De danske bygarder er til stede ved danskernes livsbegivenheder og højtider. Fra byfesten til juletræstændingen på det lokale torv. Fra konfirmationer og bryllupper til jubilæer og morgensang. De lægger lyd til hele lokalsamfund og repræsenterer stolt deres byer både i ind- og udland.
Og selvom man kan se garderkorps i andre lande, er deres kultur en helt anden. I Danmark har vi en særlig stil, et særligt fællesskab og en helt unik baggrund i frivilligheden.
Demokratisk dannelse og fællesskab
Alle børn og unge, der bliver del af et garderkorps, tager et stort og vigtigt skridt i retning af at blive demokratiske, ansvarlige og selvstændige mennesker, der velvilligt og efter bedste evne påtager sig et medmenneskeligt ansvar i det danske samfund.
Samtidig bliver man som garder del af et helt unikt fællesskab. Det er ikke blot et fællesskab, hvor der er plads til alle uanset køn, seksualitet og etnisk baggrund. Det er også et fællesskab, der bryder med den aldersopdeling, man ser i størstedelen af de tilbud, som vores samfund har til børn og unge.
Få garderkulturen på UNESCO’s verdensarvsliste
Garderkulturen er en integreret del af dansk kulturarv. Derfor mener vi, at det skal nomineres til at komme på UNESCO’s liste side om side med opera, tango og sauna-kultur.
Hvis du er enig, kan du frem til og med 8. januar 2025 indsende det som et bud i Kulturministeriets folkehøring. Klik her for at gå direkte til indsendelsessiden.
Du kan læse mere om folkehøringen på Kulturministeriets hjemmeside.

Landsgardeforeningen drift og aktiviteter er støttet af:
_____________________________________
Kommende begivenheder
Kursusweekend
Se alle Begivenheder
Seneste indlæg
Find os på Facebook