GarderGnist er åben for ansøgninger

GarderGnist er Landsgardeforeningens nye lokalpulje, som skal være med til at styrke lokale, ungedrevne garderfællesskaber og udbrede kendskabet til garderkulturen. Og puljen er nu åben for ansøgninger!

Puljens formål er at støtte lokale, ungedrevne initiativer, som styrker garderfællesskaber og/eller udbreder kendskabet til garderkulturen. Puljen kan søges af gardere/gardister under 30 år.

Hos LGF drømmer vi om, at flere unge oplever det, garderkulturen har at tilbyde. En del af det arbejde er også, at de unge, som allerede er en del af vores fantastiske fællesskab, får noget mere ejerskabsfornemmelse for kulturen. De skal vide, at de er med til at præge fremtidens garderkultur. Derfor er vi vildt glade for at kunne præsentere GarderGnist, og vi håber, at de unge gardere vil benytte sig af muligheden” fortæller Mariann Burup, som er bestyrelsesmedlem i LGF og ansvarlig for ungeindsatsen.

Puljen har løbende ansøgning, og man søger via LGF’s hjemmeside. Vurderingsudvalget består af LGF’s landsformand, LGF’s organisationskoordinator og to ungerepræsentanter fra lokale medlemskorps.

På repræsentantskabsmødet i marts 2025 blev det besluttet, at den samlede økonomiske ramme for GarderGnist udgør 5 procent at sidste års egenkapital og opgøres ved årsregnskabsafslutningen. Man kan søge op til 5.000 kr. pr. ansøgning, og der kan ydes støtte til ét projekt pr. medlemskorps pr. tilskudsperiode (1. april til 31. marts).

Læs mere om GarderGnist her. Spørgsmål vedrørende GarderGnist sendes til info@lgf.dk.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.